|
Yez Foto - Mere end et familiealbum
.
Interessen for fotografi
Min interesse for fotografi startede ret tidligt. Allerede da jeg var barn og min far gav mig lov til at tage billeder mad hans spejlrefleks kamera og også tog mig med i mørkekammeret, fandt jeg ud af at jeg godt kunne lide dette medie og udtrykdformen. Fandt hurtigt ud af at fotografier kunne være andet end bare dokumentation for eftertiden.
Kreativ proces
Når man opdager at fotografi kan være en kreativ proces og ikke bare noget man sender til fremkaldelse for bagefter at fylde i familiealbummet, kan man få et helt andet forhold til fotografi en den gængse norm forudsiger.  Jeg var meget inspireret af min fars biilleder i sort/hvid af dyr, naturen, personer og ting. Måske fordi han er kunstner og ikke bare bruger fotografiet som familiealbumsfyld.
Især husker jeg fotografierne af træer i morgendisen når mosekonen bryggede ude over engene omkring mit barndomshjem (viste foto er ikke fra den tid). Vi havde mange dyr i mit barndomhjem, heste, hunde, geder, høns, katte og en dværgpapegøje. Fotografierne af dyrene står også tydligt i min erindring som interessante, sjove og inspirerende.
Learning to fly
Senere, i den sene teenager periode og starten af tyverne tog jeg flere fotokurser, blandt andet fotografi som tilvalgsfag på HF og fik stort udbytte af at have muligheden for at lege med professionelt udstyr. Gode spejlrefleks kamerarer, forskellige objektiver og studiebelysning. En mulighed jeg ikke umiddelbart selv havde med den økonomi man som ofte har som studerende.
Jeg fik råd til efterhånden at købe mit eget udstyr og fik taget mange billeder. jeg havde bare ikke noget mørkekammer. Det er ikke helt det samme at tage billeder og skule vente på at de kommer tilbage fra fotohandleren før man fik resultatet at se. Det virkede lettere dræbende på min kreativitet og jeg tror faktisk stadig jeg har film liggende jeg aldrig fik fremkaldt.
Det digitale fotografi
Det var først da det digitale fotografi blev en mulighed i midten af 90'erne at jeg for alvor fik fornyet min interesse for fotografi. Til at starte med var et digitalt kamera næsten ikke til at betale som almindelig dødelig og kun i forbindelse med kurser og senere mit arbejde, fik jeg mulighed for at lege med det. Jeg kan huske jeg gav 3800 kr for det første digitalkamera, et Sony DSC-P1 på 3.3 MP og det var endda nedsat til halv pris.
I slutningen af 90'erne og starten af 00'erne begyndte det at tage fart. Fik købt flere forskellige digitale kamerarer og begyndte at tage mange billeder.
Muligheden for at selv efterredigere sine billeder og udsigten til at man kunne tage lige så mange man ville, uden at skulle betale for spildt arbejde, satte gang i det hele. Efterhånden fik jeg også opgaver jeg kunne løse og tjene lidt på og fotografiet var ikke bare en hobby mere.
det har nu aldrig været min profession, men jeg har en, om ikke andet, semi-professionel tilgang til det. Jeg ved at fotografi er andet end noget jeg kan gøre for mig selv og at andre også kan få glæde af det. Og ligesom alt andet kunst, er det en vigtig del af det.
Hvor sjovt er det at tage billeder, hvis man selv kun er den eneste der får glæde af det!
Yez Foto flickr Slideshow
Er fotografi kunst?
Det er helt sikkert et spørgsmål jeg vil undlade at svare på. Men jeg vil gerne give et bud på hvordan man kan sætte sig selv istand til at dømme om det er.
Man kan anskue fotografi på mindst lige så mange måder som man kan fotografere. De fleste interesserer sig ikke så meget for om det giver andet en erindringer eller fungerer som dokumentation for en svunden tid. I de fleste tilfælde vil fotografier af den kaliber ikke afterlade andet end familiære følelser eller minder om steder og episoder.
 Ikke fordi at nogle fotografier på den måde har en større værdi end andre. Et hurtigt snapshot af bedstemor der ankommer på Københavns Hovedbanegård med fire-toget kan være lige så godt som et stilrent portræt hvor man kan se enhver rynke som tegn på bedstemors lange liv og hvor skyggerne falder med præcision i de perfekt afstemte farver. Et fotografi må gerne fortælle en historie og rent faktisk er det nærmest umuligt at tage et fotografi uden at skildre noget. Der vil altid følge en historie med, selv på et fotografi som for nogen vil virke fuldstændigt ligegyldig, vil der alligevel gemme sig et indtryk og dermed en historie.
Jeg mener ikke det kan skade at tænke lidt mere over hvad man foretager sig bag kameraet, eller at lige stoppe op et splitsekund og genoverveje motivet før man klipser. Ikke fordi jeg mener at alle fotografier skal være perfekt skarpe, belyst eller i det gyldne snit. Det er på sin vis underirdnet. Den slags skal men derimod nok slet ikke tænke for meget over. Men alligevel vil man opleve at man får lidt mere ud af sine fotografier hvis man er en lille bitte smule mere bevidst over hvad man gør.
Mange beder folk om at stille sig op foran kameraet, f.eks med en turistattraktion i baggrunden eller beder folk om at smile. det kan tit virke stift og upersonligt. det kan være dejligt bekræftende og det kan være meget autentisk, dog vil det ikke skille sig ud fra mægden af fotografier taget af turister i højsæsonen. Nu er det ikke fordi jeg vil påstå at et splitsekunds omtanker gør foto til kunst men min erfaring siger mig at der alligevel giver en lidt mere glæde af de fotografier man tager.
Det vigtigste må være at man selv er tilfreds med det man gør. Om det er kunst eller ej betyder intet i sidste ende når man selv er tilfreds. Selvom man som fotograf har behov for at høre hvad andre mener, er det vigtigt at man kun i lille grad lader sig påvirke af det. Der er utroligt mange kloge mennesker der kan fortælle stolpe op og stople ned hvad der er godt og hvad der er skidt.
Der er mange flere meninger end der er fotografier og ligemeget hvad man gør for at tilfredsstille eventuelle kritikere, så vil der altid være andre der synes noget andet. Man må lære at kende sine lus på gangen og man finder hurtigt ud af hvornår en kritik er brugbar og hvornår det stille og roligt kan passere ens tanker.
|
